Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste meget om International Ballet Festival of Miami, da jeg i foråret blev kontaktet og spurgt, om jeg ville modtage en pris for mit virke som dansekritiker og for mine bøger om dans. I dag ved jeg meget mere.

I fjorten dage fra sidst i august til midt i september organiserer Pedro Pablo Peña på femtende år en festival med en imponerende bredde i udbuddet. Her er dansefilm, kunstudstillinger med danseinspiration, workshops, master classes, en forestilling med unge stjerner, gæstespil udefra – i år en moderne dansegruppe fra Torino – og som kulmination to store dansegallaer med glitrende dans i The Jackie Gleason Theatre ved Miami Beach.

18 kompagnier i 13 lande sendte i år dansere til denne fest, hvis program gik fra de klassiske bravournumre som pas de deux’er fra Don Quixote og Le Corsaire over neoklassisk Balanchine til helt moderne og originale ting som  for eksempel den charmerende Gregor Hatala fra Wiens Statsopera, der dansede Les Bourgeois til en sang af Jaques Brel i en koreografi af Ben van Cauwenbergh. Eller den spanske Francisco Lorenzos brutalt fortvivlede moderne pas de deux, som koreografen selv dansede med Marina Jimenez.

Pedro Pablo Peña er af cubansk herkomst, og på scenen dukkede mange cubanske dansere op. Trænet på Cuba og siden rejst ud i den vide verden. Deres temperament er flammende og deres stil udadvendt. Med begejstring kvitterede publikum, som tydeligvis indeholdt mange eksilcubanere, der hyldede deres landsmænd, men i det hele taget var meget modtagelige for god dans. 

De jublede ikke kun for den hvirvlende tringlæde, men glædede sig også over den smukke pas de deux fra anden akt af Svanesøen, danset af Ilenia Montagnoli og Tommaso Renda fra Operaen i Verona, en sensuel Piazzolla-tango danset af Silvina Perillo og Gerardo Wyss fra Teatro Colon i Argentina, de to chamerende brasilianske dansere Isabella Bombassei Pires og Helenilson da Silva Ferreira i Marius Petipas Harlekinade og Bridgett Zehr og Zdenek Konvalina, der smukt og behersket dansede Balanchines pas de deux fra Diamonds til Tjajkovskij-musik.

De cubanske Xiomara Reyes, som danser med American Ballet Theatre, og den Miami-lokale Rolando Sarabia væltede huset i Don Quixote, men mine yndlinge blandt de 20 par var Ana Sophia Schiller fra New York City Ballet og Joseph Phillips fra American Ballet Theatre, som med præcison og overskud glitrede i Balanchines Tjajkovskij-pas de deux og en pas de deux fra Marius Petipas Esmeralda. De var en fryd.

Igennem alle femten år har Miami International Ballet Festival uddelt en pris – ”A Life for Dance” –  til en danser eller koreograf som anerkendelse for en stor indsats. Prisen gik i år til den elegante jugoslaviske Milorad Miskovitch, der har haft en flot international karriere, ikke mindst som partner for de store ballerinaer fra Rosella Hightower og Alicia Markova til Carla Fracci. Efter danserkarrieren var han i mange år direktør for UNESCO’s afdeling i Paris omkring dans. 

For fire år siden begyndte Miami International Ballet Festival også at uddele en pris for ”Criticism and Culture og Ballet”. Den er tidligere givet til de to amerikanske kritikere Clive Barnes og Anna Kisselgof og den spanske Roger Salas. I år fik jeg så prisen, hyldest på scenen og et par spændende danse-dage i Miami. Det er sjældent kritikere får priser, så det var spændende og morsomt, at lyset pludselig blev rettet mod kritikeren, der normalt sidder anonymt nede i den mørke sal.

Erik Aschengreen
21. sep 2010